Der er nogle små uskrevne regler, som vi er nødt til at holde os til for at alle får en god oplevelse med discgolfen.
- Luk hurtigere spillere gennem
Er i en større gruppe, som går og hygger jer med lidt bajere og musik, så vær gode til at holde øje med, om en mindre hurtigere gruppe venter på jer, når i putter færdig. Vent ved næste hul og luk dem igennem eller eventuelt spil næste hul sammen og derefter lade dem fortsætte afsted - så er der ingen der går kolde af at vente.
Ligeledes hvis i er en hurtig gruppe, så spørg pænt gruppen foran, om i må overhale.
- Aflever disce tilbage du har fundet
Finder du en disc med navn og nummer i, så giv personen et kald og en fair chance for at få sin disc igen.
Vender han ikke tilbage kan du skrive NR (NR - No Reply) i discen ud for hans nummer og navn.
Finder du en disc uden navn og nummer i, så hør folk omkring på banen, om de eventuelt har mistet en disc. Det er også muligt at poste om discen i diverse facebook grupper.
Er der intet der lykkedes, jamen så er du den nye ejer af en disc.
- Kast ikke, hvis der er den mindste chance for at ramme folk
Folk der bliver ramt af en disc er en forfærdelig situation for alle parter. Er der den mindste chance for at ramme andre mennesker på eller omkring banen, så vent de ekstra sekunder eller sørg for, at personen er opmærksom på, at der kommer en disc hans vej.
Skulle det hænde at en disc er på vej mod andre mennesker, så råber man FORE efterfulgt af, hvilken bane den flyver hen imod, f.eks. FORE HUL 4! - så ved folk på hul 4, at de skal beskytte hovedet.
- Pak dit skrald med dig
Hold banen ren! Om der er skraldespande på banen eller ej, så efterlader man ikke skrald i naturen. Pak det ned i tasken og tøm den når du kommer hjem.
- Sørg for du ikke er til irritation
Sørg for ikke at forstyrre de andre spillere ved at spille alt for høj musik eller gå og råbe på banen. Er en gruppe ved at overhale en, så er det god stil lige at spørge, om man skal pause musikken indtil de har kastet deres drive.
Kommentér: